“An ode to you and you and you and...” er en dansk-/engelsksproget musikalsk teaterforestilling, der tager udgangspunkt i Anna Bjørgulfs digtsamling af samme navn. Den bearbejder emner som krop, sygdom, alderdom og kærlighed. Anna Bjørgulf portrættere jeg’et i teksten og åbner sammen med musiker og scenograf Sebastian Schmiedl og scenograf og kostumedesigner Astrid Sønderskov Andersen en verden af både de mest forvirrende, frygtelige og smukke tanker et menneske kan gå rundt med.
På scenen opleves Anna Bjørgulf først som en usikker og prøvende karakter, men udvikler sig til at blive mere selvsikker og få mod på og behov for at sige de tanker højt, som oftest bliver holdt inde. På scenen er også Sebastian Schmiedl, der ordløst men gennem musikinstrumenter, forsøger at akkompagnere og støtte den krævende og lettere irritable hovedkarakter gennem forestillingen. Lydbilledet består af live stemme, indtalte stemmer, komponeret musik i forskellige genre og improviseret musik på scenen. Scenografien, musikken, jeg’et og relationen mellem de tre skaber tilsammen en forestilling, som samtidig med at den berører nogle af livets sværeste temaer, også er morsom og absurd.
Rummet defineres af et loft af tekstil, der udstrakt over et sort gulv afgrænser performerens bevægelsesrum. Fra stoffet i loftet vokser lange abstrakte tentakler, som, i deres elasticitet, tynges mod jorden og minder om alt fra hængende bryster til en abstraktion over hjernens intervævelige mønster. Scenografien trækker tydelig inspiration fra installationskunstens verden, hvor et værk som While Nothing Happens af Ernesto Neto nærmest genoplives i blackboxen og derved ændrer karakter, betydning og symbolik. Det forcerede møde mellem noget kendt fra gallerier og museer, og det punkede, improviserede musik samt menneskekroppens umiddelbare bevægelser er kernen i forestillingen. Det er de elementer, der sammen med lyrikken driver fortællingen og deres indbyrdes relation.
PHOTO: OLGA REGITZE DYRLØV HØEGH & JAN HAJDELAK HUSTÀK